Synskonsulenterne - hvem er vi?
Læs mere om Svendborg Kommunes synskonsulenter, hvad vi kan hjælpe med og hvordan du kommer i kontakt med os.
Vi tilbyder vejledning og undervisning
Synsområdet varetages af to synskonsulenter, som med baggrund i ergoterapien har efteruddannet sig med specialiseret viden inden for områderne svagsyn og blindhed.
Vi tilbyder vejledning og undervisning i hvordan du bedst muligt kan leve med dit nedsatte syn eller synstab, for eksempel hvordan du kommer omkring på egen hånd, laver mad, læser og meget mere.
Vi arbejder bredt inden for flere lovgivninger, så du kan få hjælp i dit privatliv, på arbejdspladsen og under uddannelse.
Vi tilbyder undervisning, hvis du er over 18 år, har et varigt nedsat syn og din synsstyrke er mindre end det, der svarer til 6/18 (mindre end 30% restsyn) på bedste øje, med den bedst mulige korrektion.
Der skal foreligge oplysninger fra øjenlæge eller optiker, som ikke må være mere end et år gammel.
Sådan hjælper vi dig
Hvis vi vurderer, at du tilhører målgruppen, for at kunne modtage støtte fra en synskonsulent, aftaler vi et tidspunkt for et hjemmebesøg eller et møde i Synsrådgivningen.
Vores møde vil indeholde udredning og samtale med fokus på dine synsudfordringer og vi vil sammen med dig vurderer hvad dit behov og mål er med undervisningen. Vi vil eventuelt afprøve relevante synshjælpemidler og undervise i strategier i hvordan du kan begå dig bedst muligt. Der kan være behov for et forløb med flere besøg.
Inden vi afslutter forløbet, vil vi sammen med dig evaluere, om de eventuelle valgte hjælpemidler og strategier fungerer for dig, eller om der skal lægges en ny plan for nyopståede behov og mål.
Sådan kontakter du os
Du kan kontakte os på telefon eller på mail uden henvisning. Se vores kontaktoplysninger nederst på denne side. Er du pårørende, støtteperson eller fagpersonale, er du ligeledes velkomne til at henvende dig med spørgsmål.
Sådan finder du os
Har du en tid til samtale med synskonsulenterne mødes vi hos os på Synsområdet på Svinget 14 midt i Svendborg.
Se også vores adresse og Google Maps-link nederst på denne side.
Der er flere offentlige parkeringspladser i området omkring vores matrikel.
Husk at sætte p-skiven.
Du skal altid have en aftale med os, før du møder op i Tale- og Hørehuset, da vi også er udekørende og har arbejder på andre matrikler.



