

Parkeringsregler, kontrol og afgifter
Find information om parkeringsregler, kontrol og afgifter her. Læs også, hvordan du indstiller din p-skive korrekt, og hvad du skal gøre, hvis du vil klage over en parkeringsafgift.
Parkeringsregler
Inden for tættere bebyggede områder - dvs. inden for byzoneskiltene - må du hverken standse eller parkere helt eller delvist på:
- fortov
- cykelsti
- gangsti
- midterrabat
- helleanlæg
- skillerabatten, som er mellem vej og gang- eller cykelsti.
Det vil sige, at du ikke må parkere uden for kørebanen, medmindre der er skiltet med andet.
Uden for byzoneområder må du standse eller parkere køretøjer med en tilladt totalvægt op til 3.500 kg helt eller delvist i yderrabatten og delvist på fortovet.
Hvis dit køretøj er havareret, må det kun holde samme sted i 18 timer, inden det efterfølgende anses for at være parkeret, og der evt. kan udstedes en parkeringsafgift.
Det er forbudt at standse eller parkere mindre end fem meter fra en cykelsti, der krydser en kørebane.
Det er forbudt at parkere overfor eller mindre end 10 meter fra et vejkryds. Ind- og udkørsler med mere end to brugere bliver betragtet som vejkryds, herunder ind- og udkørsel til parkeringspladser og tankstationer.
Reglerne for parkering bliver både reguleret fra statens og kommunens side.
I Svendborg Kommune har vi - udover færdselsloven - en lokal bekendtgørelse, som indeholder særlige parkeringsbestemmelser for:
- Parkering af tunge køretøjer
- Påhængskøretøjer
- Parkering for personer med handicapkort
- Parkering med henblik på reklame eller campering
Bekendtgørelsen er gældende på offentlige veje og pladser samt på de private fællesveje, som ligger indenfor alle byzoner i Svendborg Kommune uanset byens størrelse.
Bekendtgørelse om standsning og parkering i Svendborg Kommune
I medfør af færdselslovens § 92 stk. 1, og § 92c stk. 4, samt Bekendtgørelse om parkeringskort for personer med handicap og institutionskort § 14, stk. 1, nr. 3, bekendtgøres herved med samtykke fra Fyns Politi følgende færdselsmæssige bestemmelser om standsning og parkering i Svendborg Kommune. Bestemmelserne er gældende indenfor tættere bebyggede områder på alle offentlige kommunale veje og pladser samt på de private fællesveje, hvor kommunen er vejmyndighed.
§ 1. Det er forbudt at parkere påhængskøretøjer herunder campingvogne m.m. i mere end 24 timer.
§ 2. Køretøjer med tilladt totalvægt over 3500 kg (lastbiler, busser, autocampere m.m.) samt påhængskøretøjer (trailere, sættevogne m.m.) med tilladt totalvægt over 750 kg må højst parkeres i 4 timer:
- I boligområder eller på andre veje og pladser, hvor der forefindes beboelse inden for 100 meter.
- På veje med hastighedsgrænse der er højere end 50 km/t
Dette gælder ikke, hvis der er særligt afmærkede pladser til tunge køretøjer på stedet.
§3. Køretøjer med tilladt totalvægt over 3.500 kg samt påhængskøretøjer med tilladt totalvægt over 750 kg må i tidsrummet kl. 19.00 – 06.00 kun parkeres, hvor skilte eller særlig afmærkning tillader dette.
§ 4. Der må ikke parkeres køretøjer (kabinescootere, autocampere m.m.) med henblik på reklame eller campering, medmindre kommunen har givet tilladelse hertil.
Dette gælder ikke, hvis der er særligt afmærkede pladser til disse køretøjer.
§ 5. Fritaget for betaling på parkeringspladser med betalingsparkering er køretøjer med parkeringskort for personer med handicap.
§ 6. Ved overtrædelse ad denne bekendtgørelse kan der pålægges afgift i medfør af færdselslovens § 121.
§ 7. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. marts 2026. Samtidig ophæves kommunens tidligere parkeringsbekendtgørelse, der trådte i kraft den 1. marts 2015.
Kontrol og afgift
En parkeringsafgift udgør som udgangspunkt 510 kr. (2024). Dog udgør afgiften 1.020 kr. (2024) ved følgende overtrædelser:
- Ulovlig parkering eller standsning på en handicapparkeringsplads
- Parkering foran en ind- og udkørsel, f.eks. ved porte
Kommunen eller politiet kan pålægge en parkeringsafgift på samme bil hver gang, der er gået 24 timer. Dog kan du højst pålægges tre parkeringsafgifter for den samme overtrædelse.
Hvis du holder ulovligt på samme sted i flere dage i træk, kan du altså få op til tre parkeringsafgifter. Når der er pålagt tre afgifter på en bil for samme forseelse, kan vi få bilen fjernet for ejerens regning.
Svendborg Kommune har Parkeringskontrol Nord til at administrere de afgifter, som kommunens parkeringsvagter pålægger.
Hvis du ønsker at klage over en parkeringsafgift pålagt af kommunen, skal den derfor sendes til Parkeringskontrol Nord.
Din klage skal som minimum indeholde:
- P-afgiftens løbenummer/afgiftsnummer
- Bilens registreringsnummer
- Dit navn, adresse, postnummer og by
- Årsagen til, at du synes, at du ikke skal betale en afgift
Får du ikke medhold i din klage, og undlader du at betale afgiften, vil sagen automatisk overgå til SKAT.
Hvis du er uenig i afgørelsen af din klage, kan køretøjets registrerede ejer eller bruger bede om at få sagen prøvet i fogedretten. Det kræver dog, at afgiften ikke er betalt.
Afgørelsen om den pålagte afgift kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed og er ikke omfattet af forvaltningslovens § 19, jf. færdselsloven, § 121, stk. 2.
Er parkeringsafgiften pålagt af et privat firma skal du klage til det firma, der har udstedt afgiften.
I Svendborg Kommune er det kommunens egne parkeringsvagter, der foretager parkeringskontrollen.
Parkeringsvagterne holder øje med de offentlige veje og pladser samt private fællesveje.
Indstil din p-skive korrekt
Når du parkerer på en af de offentlige parkeringspladser med tidsbegrænset parkering, skal du huske at indstille din parkeringsskive. Det er dit eget ansvar at indstille parkeringsskiven rigtigt, også ved brug af en automatisk parkeringsskive.
Der må kun være én synlig p-skive i din forrude. Vær opmærksom på, at en elektronisk p-skive, som er løbet tør for batteri, stadig gælder som en synlig p-skive.
Parkerer du før tidsrummet med tidsbegrænset parkering og fortsætter ind i perioden med tidsbegrænsning, kan du selv bestemme, om du vil stille p-skiven frem til nærmeste kvarter i forhold til dit ankomsttidspunkt, eller om du vil stille p-skiven til det tidspunkt, hvor tidsbegrænsningen begynder.
Parkerer du f.eks. kl. 6 om morgenen, og den tidsbegrænsede parkering er gældende fra kl. 8, kan du selv bestemme, om p-skiven skal indstilles til kl. 6 eller til kl. 8.
Når du ringer til Miljø og Tekniks hovednummer, vil vores frontpersonale så vidt muligt give dig svar på dit spørgsmål. Mandag og torsdag kan du blive stillet videre til Trafik og Infrastruktur.
| Mandag | 09:00 - 15:00 |
|---|---|
| Tirsdag | 09:00 - 15:00 |
| Onsdag | 09:00 - 15:00 |
| Torsdag | 10:00 - 16:30 |
| Fredag | 09:00 - 14:00 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |
For at vi kan hjælpe dig bedst muligt, har vi brug for at kunne forberede os, før du møder op. Kontakt os derfor på forhånd, så vi kan lave en aftale.
Vil du kontakte os digitalt, anbefaler vi, at du sender en sikker mail via Digital Post. Mails sendt via Digital Post er krypterede og må derfor gerne indeholde personfølsomme og fortrolige oplysninger.
Telefon
Når du ringer til Miljø og Tekniks hovednummer, vil vores frontpersonale så vidt muligt give dig svar på dit spørgsmål. Mandag og torsdag kan du blive stillet videre til Trafik og Infrastruktur.
| Mandag | 09:00 - 15:00 |
|---|---|
| Tirsdag | 09:00 - 15:00 |
| Onsdag | 09:00 - 15:00 |
| Torsdag | 10:00 - 16:30 |
| Fredag | 09:00 - 14:00 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |
Adresse
For at vi kan hjælpe dig bedst muligt, har vi brug for at kunne forberede os, før du møder op. Kontakt os derfor på forhånd, så vi kan lave en aftale.
Send en sikker mail
Vil du kontakte os digitalt, anbefaler vi, at du sender en sikker mail via Digital Post. Mails sendt via Digital Post er krypterede og må derfor gerne indeholde personfølsomme og fortrolige oplysninger.

